Jeg indrømmer det gerne; for tyve år siden var jeg tilbøjelig til at tro, at vi i fremtiden ville bruge langt mindre papir og læse aviser og bøger på moderne datamater. Så vidt har tiden vist, at jeg ikke fik ret, som bekendt.
Med de ”readers” der findes i dag, er der ikke noget at sige til, at print stadig er at fortrække. Alternativet er simpelthen for ringe. De fleste readers bygger på et hæsligt koncept, der går ud på at kopiere idéen om et blad på skærmen, hvor man kan ”bladre” ved at trække eller klikke på et lille bukket hjørne i bladet, så siden vendes. Fordi en publikation til offline rotation oftest er i højformat, modsat en computerskærm, er der naturligvis mulighed for at zoom’e. Ellers kan man jo ikke læse hvad der står. Et eksempel på disse readers er Zinio Reader, som er motor for store magasiner som Foreign Policy, Havard Business Review, Elle, Cosmopolitan og Playboy. På dansk også for bl.a. Alt om Data og T3. Mange kender også websites med tilbudsaviser, der præsenteres på samme uoriginale måde. Fx silvan.dk og magasin.dk De drives typisk af en løsning fra Zmags.
Man kan spørge, hvorfor virksomheder, der vil præsentere content online ikke tager konsekvensen og viser indhold i bredformat og i et interface, der understøttes af konventionel teknologi. Svaret er naturligvis, at man sparer penge ved blot at massere en eksisterende digital (.pdf) fil, og præsentere den på en ”..inspirerende og dynamisk måde”. Jeg oplever det som billig gimmick, der gør kommunikationen træg.
Men der findes faktisk readers, der er berettigede og velfungerende. Marvel Comics, dem de mange superhelte; fx Spider-Man, X-Men og Iron Man, men også mere artistiske tegneserier - har for nylig digitaliseret store dele af deres bagkatalog. Ind til videre blot nogle tusind blade. De kan læses i en specialudviklet reader (se beskrivelse på film, 4 min.). Denne reader har dels samme funktionalitet som de klassiske, men også en lang række smarte relevante funktionaliteter. Bl.a. en mulighedfor vha. klik på siden at springe fra fokuspunkt til fokuspunkt. De områder, hvor læsers øje typiske ville søge hen. Ser man en side eller et opslag i sin helhed (glance view), kan man føre musen over taleboblerne, som så forstørres til læsbarhed. Hvorfor vil man betale $60,00 om året for dette? Tja – hvis man er glad for Marvel Comics får man adgang til indhold, som ikke, eller kun vanskeligt, kan købes i vores region. for det andet har de rent faktisk udviklet en reader, der tilbyder en læseoplevelse, der modsvarer den man har, når man læser et Marvel magasin. Det er ikke det samme – bare noget ande, som virker. Jeg er ikke sikker på man kan sige det samme om Playboy via Zinio Reader…
Comments